Når yoga banker på

Min rejse med yoga startede som barn. Jeg gik i lotusstilling, bro og hovedstand. Lotusstilling kombineret med hovedstand og krøllede mig sammen på de mest umulige måder, af den simple årsag at min krop kunne. Jeg lavede avancerede åndedrætsteknikker fordi det var sjovt og nydelsesfuldt, men anede samtidig instinktivt de bevidsthedsmæssige gaver der lå her i. Det var som at finde en skjult skat, som ingen havde fortalt mig om. At åndedrættets muligheder var bl.a. at udvide bevidstheden, højne energien og nydelsen af at være til stede i egen krop og i livet.

Børn er naturlige yogier. Jeg var ikke den eneste.

Et gammelt foto af min far som teenager i fordums tid … husker han elskede at lære mig underlige sammenkrøllede og ofte kraftfulde stillinger. Jeg tror ikke han kendte til yoga, men han havde været en ivrig gymnast.

Først da jeg blev teenager blev jeg opmærksom på, at disse teknikker var systematisk veldefineret og formuleret under navnet yoga, og så blev mit forhold til yoga herefter af en mere ”akademisk” art. Det fik en form. Jeg begyndte ikke længere at kunne forstå yoga – for hvordan kunne det påstå at være en spirituel praksis, når det hele gjaldt om at være super-smidig?

Gennem min ungdom mødte jeg adskillige yogalærer og former og blev mere og mere forvirret. Jo, det var da ofte skønt og healende – men jeg fattede det simpelthen ikke! Og hvad endnu værre var – det pustede kun til mit mindreværd, for det lod til at smidigheden kun var på retur i takt med alderen, og at mit håb for at blive rigtig dygtig og komme til at lave de flotte avancerede yogastillinger var en saga blot. Min forelskelse blev lunken, men løftet om at finde en slags åndelighed gennem yoga gjorde at jeg ikke lod mig skille. Jeg søgte videre – dog på lavt blus, gik andre veje, og ved et tilfælde kom til at købe en bog skrevet af en engelsk yogi, som jeg heller ikke fattede og hvilken kom til at stå i min bogreol i fem år – indtil den dag jeg besluttede mig for at nu skulle jeg være yogalærer (en beslutning jeg tog, da gnisten bevidst blev tændt i mine teenageår). Så huskede jeg på bogen, men især på det faktum at den engelske yogi stadig var i live, bosat i Spanien og uddannede yogalærere. Det lod mig i første omgang melde mig på en 1 måneds retreat. Fornuftsmæssigt en meget underlig beslutning, men min intuition var ret besluttet på denne løsning.

Her startede mit møde med dynamic yoga og Godfri Devereux, manden bag denne metode – en mand, som har søgt og fundet på sin helt egen måde og gjort det til sit. Jeg har aldrig set mig tilbage. Det var i 2003. Han gav mig svar på mange af mine spørgsmål – jeg begyndte atter at huske pointen med yoga.  Eller rettere – min krop forstod. Med mit sind tog det lidt længere tid, og jeg arbejder stadig på sagen. Men her var ingen dogmer, ingen gammel form, regler, rutiner eller ideologier nedarvet gennem årtusinder, men en universel tilgang til det menneskelige sind og eksistens. En forståelse for hvordan den somatiske praksis i sidste ende nærer sjælens tilstedeværelse i kroppen og i livet. Efter min overbevisning i hvert fald.

Efter 2 måneders intensiv træning fik jeg mit certifikat – jeg kunne nu selv drage hjem og undervise. Hvilket jeg gjorde med stor ildhu – men det var en stor opgave. Hvordan fik jeg videreformidlet de fantastiske gaver jeg havde fået gennem dette? Hvad var det egentlig jeg gerne ville give videre? Kunne folk forstå det min krop gerne ville lære deres? Det er en af de største udfordringer jeg har haft – og stadig har, men jeg kan nu se, at de mennesker som har været i gennem min undervisning har været lige så store lærere for mig efterfølgende – og stadig er. Hvis essenssen af yoga går tabt gennem formidlingen er det ikke længere yoga der opstår, men i bedste fald kropslig næring og i værste næring til egoet.

For mig har meditation, yoga eller andre former for metoder med det samme formål: at gøre os til den bedste udgave af os selv, at være så meget til stede i livet med glæde, libido, bevidsthed og kærlighed – og at opdage at kontrol, idealer og regler ikke tager os derhen. Eller blot at være tilstede med det der er.