Jeg deltog i retreatet forårsfornyelse ved Birgitte Søndergaard i den sidste weekend i marts 2022, ved overgangen til sommertid – og præcis sådan blev weekenden for mig. Den sparkede året i gang med det mest kærlige spark, jeg længe har mærket. Mærkbart og grænsevandrende.

Birgitte havde sat den smukkeste og mest nærende ramme ved at vælge det skønne sted Nygård på Als, tæt ved skov og strand, en smuk, æstetisk bygning og en dejlig have med mange steder at finde hvile for øjet, kroppen og sindet, siddepladser, en lille sø, smukke træer og buske, som inviterede til et væld af fugle, der satte klangen særligt i weekendens tidligere morgenstunder. Værelserne var simple på en dejlig måde og vækkede ved ankomsten en følelse af at indskrænke blikket og fokus til en enkel ramme til forskel fra hverdagens overflod med mange indtryk, ting og informationer.

Birgitte havde lagt op til, at vi lagde telefonerne fra os og jeg havde givet mig selv denne mulighed ved at sende hendes nummer til alle i mit netværk, der måtte få brug for det. Den følelse, det gav mig af at være uden for livets sædvanlige informationsflow, kun at være tilgængelig for mig selv, og i sandhed være nærværende i tid og rum.

Birgitte emmer som person af behageligt ro og et usædvanligt nærvær, og hele retreatet bliver derfor overordentlig autentisk. Hun er tro mod det, hun står for, fleksibel i sin åbenhed for deltagerne og samtidig kompromisløs på en måde, der sætter en tydelig retning og giver tryghed og ro til egen udfoldelse.
Programmet gav plads til fordybelse i yoga somatics, kropslig, nærværende yoga, hvor jeg mærkede at finde tilbage til det legende, til det nysgerrige barn i mig selv, der genopdager kroppens enkelte dele som for første gang.

Weekenden bød i programmet også på mange åndehuller til at mærke sig selv og egen fordybelse, nå at gå med bare tæer på havens græsplæne, gåture ved havet, morgenbadning, løbeture, læse en bog, hvile sig og tænke tanker med jordforbindelse op af et træ, gå balancegang på træstammer i haven.

Maden i løbet af weekenden, var ligesom al den skønne yoga en eksplosion af nydelse, veltilberedt, kreativt, satte alle smagsløg i bevægelse og gjorde at jeg fredag aften slet ikke havde lyst til og brug for en cookie, hvilket er helt usædvanligt for mig. At komme i kontakt med, hvad man virkelig har brug for og give sig selv tid til at mærke det, i stedet for bare at gribe til at lade sig lokke af sin søde tand.

Alt i alt fik jeg i løbet af weekenden en følelse af at komme i kontakt og berøring med den mindste lille del af min krop, at nå tilbage til noget oprindeligt, et udgangspunkt man altid kan finde frem til, når livet kalder på det og nervesystemet trænger til at blive beroliget, så på den måde en kraft, man kunne tage med sig tilbage til sit liv. Således blev retrætet ikke bare en alenestående, oase og boble, men satte et mulighedsrum, en fornyelse, en berigelse, der vil styrke mit liv fra nu af og giver mig en tillid til at foråret, året, livet bare kan komme an.