Tid til panik?

Jeg har brugt de sidste 10 år på at få styr på mit nervesystem.

Bevidst i hvert fald.

Og det sidste år, haft endnu en tur med ny lærdom. Og det har ikke været let.

Det er selvfølgelig, fordi jeg gennem hele mit liv har overbelastet det med stress, pres og urimelige krav.

Mere eller mindre ubevidst overfor konsekvenserne.

Men det har været noget jeg har været rigtig dygtig til – jeg tror faktisk det har været min superkraft – at kunne presse mig selv til umenneskelige ekstremer.

Det kan være en styrke (hvis det virkelig brænder på), men ikke bæredygtigt. Som i overhovedet ikke.

Det, jeg har lært nu, er at det er ikke enten/eller. Det er ikke muligt at leve i zen 100% af tiden. Og det er ikke nødvendigt at skulle nå ALT på sin liste hver dag, før man kan tillade sig selv at være tilstede, slappe af eller bare stoppe op og mærke efter om det virkelig er gavnligt, nødvendigt eller i synkronicitet det jeg har gang i.

Spørgsmålet handler om at skabe balance. At minimere udsving mellem stress og hvile.

Det betyder også at lære betydningen af timing at kende. Der er en tid til alt. Og det er ikke altid nødvendigt at gøre mere for at få mere. Nogen gange og paradoksalt nok – er mindre – netop mere.

Tiden er ikke knap. Eller ophører. Tid er hvad du skaber med den og hvordan du prioriterer. Ud fra det, der nærer og ud fra single-tasking. Mere nærvær, skaber mere perspektiv – og en bedre sans for timing. At planlægge og gribe mulighederne ud fra øjeblikket og ikke ud fra din indre mentale strukturfreak, der elsker to-do-lister og pisker dig endnu mere for at komme igennem – for at kunne komme til at slappe af.

Sjovt nok lander vi sjældent der. Og oftest så udmattede at vi ikke når at regenerere før det hele starter forfra.

Hvad der sker i dag, sker i dag. I morgen løser sig når vi når dertil.

At tage sig tid – giver dig tid tilbage.